Psykoterapi

Jeg arbejder med mange slags mennesker. Ens for dem alle er, at de mærker, at der er noget, der har brug for at blive set på, fortalt og lyttet på. Et ønske om dybest set at møde sig selv og verden på en mere balanceret, centreret og groundet måde.

Når du kommer hos mig, vil du møde et menneske, der antager, at vi alle rummer selvregulerende og selvhelbredende kræfter i vores personlighed og som ligeledes mener, at der er helings- og udviklingsmuligheder i mødet mellem mennesker. 

Jeg arbejder primært, men ikke udelukkende, med mennesker, der ønsker at opbygge en meditativ praksis eller som allerede har en meditativ praksis.

Når vi arbejder med at lære os selv bedre at kende og ønsker at møde os selv og andre stadigt dybere, er det en almindelig erfaring, at vi igen og igen behøver at forholde os til og arbejde med vores biografi, vores historie, vores ophav.

Jeg er uddannet hos Ole Vedfelt og har specialiseret mig i at arbejde med Jungs tilgang til drømmearbejde i psykoterapi. Jeg er på Vedfelt Instituttet blevet trænet ud fra Bob Moores øvelser. Jeg har efter endt uddannelse fortsat dette arbejde på Vækstcenteret, hvor jeg modtager undervisning og praksisvejledning.

Mange mennesker erfarer, at netop psykoterapi kan give den nødvendige støtte og opbakning til at mestre livets små og store udfordringer og overgange.

Der er en vej – også for dig. Jeg følges gerne med dig, så længe du har brug for det. Hos mig kan du arbejde med det, der er vigtigt for dig. 

Jeg er psykoterapeut i Integreret Psykoterapi og Kybernetisk Psykologi samt cand.pæd. i pædagogisk psykologi med speciale i mindfulness.

Jeg har tavshedspligt, er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og arbejder under dennes etiske regler. 

Jeg modtager supervision og ajourfører løbende min faglighed.